Peder Christians og Christianes afrejse til Amerika

Som vi tidligere har hørt, skrev Ellen Kirstine til Christen kort efter ankomsten til Amerika, men hun må også have skrevet hjem til sine store børn, for i løbet af sommeren 1870 gør Peder Christian og Christiane sig klar til at rejse over Atlanten.

Den 17. august 1870 har også de forladt Østerled for altid. Om det var deres eget ønske at komme derover eller om Ellen Kirstine havde insisteret på at få sine ældste børn til USA, kan man kun gisne om.

Via Hamborg ankom de til Liverpool, hvorfra de fortsatte videre med den nybyggede damper ”Italy”, og nåede efter 3 ugers sejlads endelig New York den 7. september - Den lille Jens Martinus derimod blev hjemme hos sin far, og Ellen Kirstine genså aldrig sin lille søn.

Det menes, at Ellen Kirstine og Jens Christian hurtigt efter ankomsten slog sig ned i nærheden Fremont i Dodge county i det østlige Nebraska, og at Peder Christian og Christiane mødtes med dem der.

Midt på sommeren 1871 skriver Peder Christen et brev hjem til sin far i Østerled - Han havde hele vinteren været hos sin mor og Jens Christian og passet Jens Christians kreaturer og heste - og havde slidt i skoven med at køre brænde hjem til hele to år. Sarkastisk omtaler han Jens Christian som ”den gode Christian Fjeldgaard”. Uden at have fået løn og skuffet over at være blevet dårligt behandlet, fik han derfor plads for sommeren hos Jens Andersen i Fremont.

Jens Andersen kom fra Lilleskoven i Thorup i Dronninglund sogn og var sammen med sin kone, Ane og deres datter Johanne kommet til USA i 1863 som mormoner. Ellen Kirstine kendte dem højst sandsynligt fra tiden i Thorup. Det siges, at de havde været i Utah først, inden de kom til Nebraska, men det er noget uvist, om det er sandt. Under alle omstændigheder slog de sig ned i Fremont i slutningen af 1860’erne og var blandt som nogle af de første indbyggere med til at opbygge byen.

Ellen Kirstine føder et barn i Fremont

Hos Jens Andersen sidder den nu 18-årige, Peder Christian en julidag 1871 og skriver med stor eftertænksomhed og modenhed til sin fader. Ellen Kirstine havde villet, at han skulle skrive, men ikke, at han skulle fortælle, hvad der var hændt for hende i foråret.

Hun havde nemlig født et barn og Jens Christian Jensen Fjeldgaard var faderen. Dette lille barn, som var en pige, blev født skærtorsdag aften - den 6. April 1871 - og fik navnet Mary.

Peder Christians brev er på alle måder rørende og gribende i beretningen om de kummerlige forhold, hans mor nu levede under. Han fortæller, at han vil gøre meget for at få hende væk fra al elendigheden, så hun kunne blive et menneske igen. Brevet fortjener at blive gengivet i sin fulde længde. Han skriver:

   Kjære Fader                                              Fremont, d. 2. Juli 1871

Da det nu er saa lang Tid siden, jeg modtog Brev fra Eder, vil jeg idag tilsende Eder et par Linier. Det første Gode, jeg har at tilmelde Eder er, at jeg har Helsen, og det kan jeg aldrig helt takke den gode Gud for her i et fremmed Land og saa vanskelig et Klima.

Hvorfor jeg i saa lang tid ikke har sendt Eder nogen Brev er, fordi jeg har været ved den gode Christian Fjeldgaard og Moder. Jeg har været der hele Vinteren og i Foraaret til den 15. Juni. I Vinter gik jeg og passede hans Kreaturer og kørte i Skoven og hentede Brænde til 2 Aar, og naar det var streng Vejr, saa bar jeg Vand op til baade Heste og Kreaturer, og han var saa doven, at han ikke kunde komme ud og see til dem, men hans Bestilling var for det meste at spaa, men jeg tror ikke, det betaler sig godt for ham.

Fra 15. Marts til Maidag kunde jeg have faaet Løn andre Steder, men jeg fik ikke en eneste Cent, men han syntes, det kunde godt betale sig for mig at arbeide for Føden. Saa accorderede jeg med ham om at brække 30 acre og plante med Majskorn.

Det var min Bestræbelse hele Tiden at hjælpe dem til at komme op efter og blive anselige Folk hertillands, men da jeg mærkede, at min Bestræbelse var forgæves, saa besluttede jeg at bryde af.

Saa kom jeg til Jens Andersen den 15. Juni, og jeg skal have 65 Dollars til den 15. November, men der kan jo ikke blive meget mere end til Klæder, fordi jeg har ingen. Jeg skal hilse fra Jens Andersen og hans Kone. De har det meget godt. De har 4 Heste og 7 Fækreaturer, og det er lige tæt ved Byen og Banestationen.

Sidst jeg talte med Moder var det hendes Begjæring, at jeg skulde skrive til Eder, men det var ikke hendes Mening, at jeg skulde skrive, at hun har bekommet sig en lille Pige. Det skete Skjærtorsdag Aften, og hendes Barselseng var i en Jordhytte, som var næppe saa god som en Kartoffelhytte, og det var et strengt Veir i disse Dage med Snestorm. Jeg troede ikke i Danmark, at Moder havde været kommet i en saadan Barselseng, og hun maa nu selv bekjende, at hun havde det for godt i Danmark.

Hendes Stilling er nu saa simpel, at jeg ikke vil beskrive den, og hun vil heller ikke kunde blive ved at udholde i denne Stilling. Men hun tror jo, at de 500 Rigsdaler, som hun siger, at I har lovet hende, kan faaes af Eder, men dertil har hun jo ikke opført sig til, at de med Ret kan komme hende til Gode, naar I ikke vil af Naade give hende dem. Dersom I, kjære Fader, vil give hende de 500 Rigsdaler, da vil jeg hjælpe hende ud af hendes Stilling - at faa hende til at blive til  et Menneske igjen.

Der var en Mand velbekjendt men ubenævnt, som skrev til den søde Christian om at faa hendes Fuldmagt, og saa ville han søge Proces mod Eder om de 500 Rigsdaler, men hun ville ikke give fuldmagt dertil. Den, som har dette velbekendte Navn, tror nok de kan gjøre, hvad de vil.

Jeg har i lang Tid ikke talt med Christiane, men hun tjener en Amerikaner imellem Waaho og Eisland - det er 16 Mil her fra Byen.

Nu I endelig hilse Lars Mikkelsen og Faster og lille Jens. I Agtelse, kærlig Hilsen fra Eders hengivne Søn,  Peter Christian

Naar I  adresserer til mig, kan I skrive:

Peter Christian Christensen

Fremont, Nebraska, Nordt Amerika

Box 73

Som man kan læse i Peder Christians brev, tjente Christiane sommeren 1871 hos en amerikaner - stedet må have ligget på sydsiden af Platte River vest for Fremont -  men hun kom sikkert hjem til sin mor inden vinteren, for februar 1872 skriver Peder Christian endnu engang hjem til sin far og fortæller, at hun nu er hos Ellen Kirstine og Jens Christian.

Han gør sig ikke store tanker om sin stedfar og lægger i brevet absolut ikke skjul på, at han betragtede han som en bedrager. Peder Christian fortæller også, at han nu var kommet i skomagerlærer hos en tysk skomager i byen og var meget tilfreds med de nye forhold. Han havde nu helt opgivet at få sin mor til at forlade Jens Christian.

     Kjære Fader                                           Fremont, d. 4/2 1872

Jeg takker Eder for Eders kærkomne Breve, som jeg med glæde modtog d. 30. Januar, og hvoraf jeg seer, at I har Helsen, og dette gode kan jeg gudskelov ogsaa tilmelde Eder igjen. I maa ikke fortryde paa, kjære Fader, at jeg ikke har givet Eder nogen fuldstændig Underretning om min Stilling, fordi jeg ikke før nu for haft nogen rigtig Stilling her i Amerika, som har tilfredsstillet mig. Dels fordi mit Helbred har slaaet Feil, og dels fordi Hr. Christian har bedraget mig saa meget. Men nu er han vis paa, at han ikke bedrager mig mere.

I skriver, kjære Fader, at vi ikke har nogen Børnehjerter for Eder, men det er rigtig nok ikke Tilfælde hos mig. Thi jeg tænker tit og ofte paa min saa langt fraværende kjære Fader, og jeg mener, jeg vil komme Hjem og se Eder og lille Broder endnu engang, hvis det er Guds Vilje.

Jeg kan tilmelde Eder, kjære Fader, at det gaar mig godt i min Lære, og jeg har god Kost og Logi, og min Mester siger, at han er godt fornøiet med mig, og han gjør sig ogsaa Flid for at lære mig og giver mig undertiden Drikkepenge.

Ved hvad det Engelske Sprog angaaer, kan jeg forstaa og tale omtrent ligesaa godt som Dansk, og jeg kan ogsaa begynde at forstaa og tale lidt Tydsk, fordi min Mester og hans Kone og den ene Svend er Tydske. Og jeg kan snart sye et par Støvler paa egen Haand. Ved hvad Arbeidet angaaer, er det baade fint og grovt. Et par fine Støvler koster fra 10 til 18 Dollars og andre Arbeidsstøvler fra 4 til 9 Dollars.

Jeg kan lade Eder vide, at Christiane er ved Christian endnu, men  ikke at de vil kunne forliges ret længe, fordi hendes Penge er vist snart (forbi), fordi Christian ikke vil bestille noget, og den lille Søster kan jo ikke være bange. I skriver, at Christianes Brev ikke var noget nyt, som kunde interesserer Eder, og det jeg nok mene, fordi Christian vil nok bedrage, fordi han vil bedrage enhver, om han kan, og jeg kan ikke tro andet end, at han vil bedrage hende ogsaa.

De 500 Rigsdaler, som I skriver om at komme os tilgode - det kan jeg ikke indse, at de kan komme os tilgode, men det er ogsaa lige meget, fordi jeg kan ved Guds Hjælp ernære mig alligevel. Men jeg vil ikke raade Eder hverken fra eller til, fordi hun vil vist ikke forlade hendes Christian, og jeg har prøvet nok paa at faa hende fra ham.

Sluttelig være I hilset fra mig, Eders hengivne Søn. Peder C. Christensen

Hils min lille Broder og Lars Mikkelsen og Familie fra mig.

  Ellen Kirstine og Christens skilsmisse 1874

Ægteskabets endelige forlis...

Christen indser nu endeligt, at ægteskabet ikke stod til at rede. Han havde længe været hanrej - og om ikke konen nu også havde fået et barn med den gode Christian Fjeldgaard !

Hvis han indgik frivilligt forlig med Ellen Kirstine om betingelserne for skilsmisse måtte han vel give hende de 500 rigsdaler, som hun påstod at være blevet lovet. Hun mente bestemt også at være berettiget til dem, men fik dem jo ikke med da hun i al hast rejste.

Brev fra Ellen Kirstine

 I julemåneden 1871 havde Christen modtaget et vredt brev fra hende med trusler med bål og brand. Hun skrev:

Fremont, Nebraska i Nord Amerika, den 13 Dec. 1871

Christen Christensen !

Da jeg nu ved med Bestemthed, at du har solgt Eiendommen og faaet Pengene derfor, men du hidindtil endnu har forsømt at tilsende mig den Part, som vi kom overens om, skulde tilhøre mig, saa tager jeg nu denne Leilighed, herved at opfordre dig, at tilsende foruden Ophold de 500 Rigsdaler, som du lovede at udbetale mig som min part af Eiendommen. Du maa erindre, at du indgik paa disse Betingelser i Pastor Bjerrings Paahør.

Du maa ogsaa huske paa, at der er andre Mænd - saadan som Niels Markussen og Hans Frederik Brygger, som ved det samme, og som kjender dine Forhold der, ligesom dig selv. Du maa ogsaa huske paa, at jeg ikke er saa langt borte, at jeg jo kan faa at vide dine Foretagender og Opførsel, og da, som du ved, at jeg har Retten paa min Side, saa haaber jeg, at du ikke vil udhale med at sende mig den lille Part af det, som jeg selv har arbejdet for saavel som dig, saa at jeg derved skal blive tvungen til at gjøre dig den Besvær og Omkostning, at have det inddreven igjennem Rettens Hænder, hvilket jeg sikkert skal gjøre.

Derfor gaa straks til Lars Mikkelsen og faa Pengene, og send dem til mig, eller jeg skal sørge for, at baade du og han skal komme til at gjøre Rede for, hvorfor at du har overleveret Pengene til ham foruden nogen Obligation eller Papirer af nogen slags. Jeg haaber, at du vil se din egen Fordel i at undgaa disse Ubehageligheder.

Husk paa dine egne Forhold til en vis Person i de senere Aar. Opfyld dit Løfte, giv mig det lidet, som jeg forlanger og med Ret tilkommer, og undgaa Omstændigheder.

Send det i en Draft  til Jens Andersen, Fremont, Nebraska.

Ellen Kjerstine Christensen

Truslerne prellede af på Christen. Han havde jo et rigtigt godt kort på hånden - nemlig trumfkortet - fordi han ifølge loven havde mulighed for at få bevilget skilsmisse ved dom, hvis det kunne bevises, at Ellen Kirstine rejst fra ham uden lovlig grund og tilladelse. Og ikke var vendt tilbage til ham de sidste 3 år.

I juridiske vendinger kaldtes det desertio malitiosa - eller på dansk: skurkagtig rømning. Dette var stærke ord, men hvis det kunne godtgøres, at hun var uberettiget deserteret, ville Christen kunne kræve skilsmisse uden at skulle tage hensyn til de 500 rigsdaler fra deres fælles bo, som Ellen Kirstine mente at kunne tilkomme - hun ville ganske enkelt fortabe retten til dem.

Men der skulle som sagt været gået 3 år inden, Christen kunne gøre sig nogen forhåbning om at få bevilliget skilsmisse.

Da tiden var inde i efteråret 1872, lod Christen det meste af vinteren gå, før han i marts 1873 tog til Sæby med sit andragende til herredsfogden, kammerjunker Adam Molkte om at begære skilsmisse. Alle hans hidtidige forsøg på at redde forholdet havde været forgæves - nu måtte domstolen tale.

Ellen Kirstine stævnes

Inden retten kunne træde i til, måtte man have gjort Ellen Kirstine opmærksom på Christens begæring - dette kunne kun ske ved en stævning.

Den 10. marts 1873 udfærdigedes derfor den nødvendige stævning, som Christens sagfører, prokurator Emil Kjelgaard, via Udenrigsministeriet og ambassaden i Washington sendte til den danske vicekonsul i Omaha i Nebraska, der skulle tage de 30 engelske mil til Fremont for at forsøge at finde Ellen Kirstine, så stævningen kunne blive forkyndt for hende personligt.

Heri blev hun anmodet om at give møde på rådhuset i Sæby den første torsdag i august 1874 - Ellen Kirstine havde altså godt et år til at komme hjem, hvis hun selv ville tale sin sag. Hun skulle give møde for ”Sagsgivelse og Sigtelse at modtage”. Og ”Dom at lide”, som der stod.

Stævningen lød:

Adam Frederik Molkte, Kammerjunker, Byfoged og Byskriver i Sæby Kjøbstad, Herredsfoged og Herredsskriver i Dronninglund Herred, Ridder af Dannebrogen

Gjør vitterligt, at, da Christen Christensen Larsen af Østerled i Dronninglund Sogn og Herred for mig har andraget, at han - paa Grund af, at hans Hustru Ellen Kirstine Christensen i October Maaned 1869 er deserteret fra ham og med Jens Christian Jensen Fjeldgaard er rejst til Amerika, hvor hun endnu skal leve sammen med nævnte Jens Christian Jensen Fjeldgaard, og hvor hun natten før Skjærtorsdag 1871 skal have født et Barn, - attraaer det mellem dem bestaaende Ægteskab ophævet ved Dom, saa at han kan indgaa nyt lovligt Ægteskab -, saa indstævnes herved bemeldte Ellen Kirstine Christensen, som nu bor i Fremondt, Newbraska i Nordamerika, til at møde i Dronninglund Herreds ordinaire Ret - som var hendes Værneting, da hun forlod Landet - paa Raadhuset i Sæby den første ordinaire Retsdag, fortiden Torsdag, i August Maaned 1874 Kl. 10, for der og da Sigtelse og Saggivelse at modtage, Documenter at se irettelagte, edelig Vidnesbyrd saavel som Citantens egen Forklaring at paahøre, samt dom at lide, hvorved Citanten forventer det Parterne imellemværende  Ægteskab ophævet og sig kjendt berettiget til uden Hinder at indgaa anden ægteskabelig Forbindelse, som Indstævnte paalagt at udrede Sagens Omkostninger - alt efter nærmere Deduktion og Paastand  inden Retten.

Forelæggelse og Lavdag er ophavet ved Forordning af 3. Juni 1796

Til Bekræftelse under min Haand og mit Embedssegl. By- og Herredsfogedkontoret i Sæby, den 10. Marts 1873  

                                                                                                     A. Molkte

Stævningen kommer retur

Det lykkedes bare aldrig at finde Ellen Kirstine i Fremont - hun var sporløst forsvundet - Ingen i Fremont by kunne give oplysninger om hendes opholdssted. Stævningsdokumentet således sendt retur hele vejen til Sæby med en følgeskrivelse skrevet den 16. juni 1873 fra Udenrigsministeriet, som kunne meddele, at den danske chargé d’affaire i Washington havde modtaget underretning fra den danske vicekonsul i Omaha om, at  hun ikke var at finde i Fremont og, at man ikke havde kunne erfare noget om hendes opholdssted. - Så var man lige vidt.

Den danske lovgivning gav nu Christen en anden mulighed. Man kunne beskikke Ellen Kirstine en forsvarer til i hendes fravær at føre hendes sag - Og bekendtgøre stævningen via den trykke presse.

Ny stævning

Christen besluttede derfor i samråd med sagfører Kjelgaard og herredsfogden at stævne Ellen Kirstine gennem de danske dagblade, så det retlige grundlag for en rettergang og domsafsigelse kunne være på plads, og torsdag den 10. juli 1873 kunne Bolleskovs beboere læse følgende i bl.a. Aalborg Stiftstidende:

            Stævningen i Aalborg Stiftstidende

Hvis man ikke vidste det i forvejen, så fik man det her at se sort på hvidt - Hvad Jens Christians familie og især Ane Margrethe måtte føle og tænke er vist ikke svært at forestille sig.

På grund af omstændighederne havde man ikke set nogen grund til at forhale sagen yderligere - Ellen Kirstine kom nok ikke hjem alligevel -  og man havde derfor fremrykket det første retsmøde og berammet det til allerede i november samme år, som man kunne læse i stævningen i avisen.

Ellen Kirstine læste af gode grunde jo ikke stævningen og på den berammede dag, torsdag den 6. november 1873 gik skilsmisseretssagen endelig i gang uden Ellen Kirstines medvirken. Som forsvarer havde amtmand Wedell-Wedellsborg i Hjørring i hendes fravær beskikket prokurator Andreas Buntzen Løgstrup i  Frederikshavn til at forsvare hendes sag - stævningen var derfor også blevet forkyndt for ham personligt på hans bopæl, som reglerne foreskrev.

Første retsmøde den 6. november 1873

Nu skulle slaget stå. På Dronninglund Herreds tinghus i Sæby den første ordinære retsdag i november - 6. november 1873 - satte man hinanden stævne første gang for at få prøvet sagen.

Tilstede var prokurator Løgstrup som den fraværende Ellen Kirstines beskikkede forsvarer. Christens sagfører Kjelgaard var blevet forhindret og havde sendt sin fuldmægtig, Petersen i stedet for til føre sagen. Og selvfølgelig var Christen selv mødt op.

Under mødet blev der henvist til, at der efter mødet ville blive holdt særskilt tingvidnemøde, hvor man havde indkaldt nogle af Christens og Ellen Kirstines naboer som vidner til hjælpe med at belyse sagen.

Fuldmægtig Petersen gjorde rede for sagens omfang ved af fremlægge alt, hvad der indtil dato var fremkommet og sket i sagen. Blandt dokumenterne, som blev fremlagt i retten, var brevene fra Peder Christian. Og det vrede brev fra Ellen Kirstine til Christen, hvor hun truede med retssag, hvis hun ikke fik sine penge.

Christen blev derefter bedt om at redegøre for hele forløbet. Referatet af redegørelsen blev ført til protokols: 

”Den 6. November 1873 fremstod Sagsøger, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus, der forklarer, at han den 20. November 1852 blev gift med Ellen Kirstine Christensen, med hvem han derefter levede i stadigt Ægteskab og avlede 3 Børn, hvilke det yngste er 5 ½ Aar gammel. Under sit Ægteskab havde Sagsøger gjentagne Gange Grund til at antage, at hans Hustru var ham utro, hvilket han bebrejdede hende, og gav dette Anledning til, at hans Kone 1869 forlangte at blive skilt fra ham. De mødte først til geistlig Mægling hos Sognepræsten for Dronninglund Sogn, og derefter for Forligskommissionæren i Hjallerup Kro for at vedtage Vilkaarene for Skilsmissen, saafremt Kommissionsmægling ikke førte til, at Ægteskabet ikke blev fortsat.

Sagsøger vilde imidlertid i Mødet ved Forligelseskommissionen ikke give sit Samtykke til Ægteskabets Ophævelse, idet han endnu i nogen tid vilde prøve, om hans Kone vilde være ham tro under Fortsættelsen af deres ægteskabelige Samliv. Efter Mødet for Forligskommissionen, hvilket fandt Sted Dagen før Hjallerup Marked, October 1869, fulgte hans Hustru ikke med Hjem til Østerledhuus. Og ved han ikke, hvor hun tog Ophold.

Nogle Dage senere saa han, at hans Hustru var nede hos hans Nabo, Niels Marcussen, hvorfor han gjorde Forsøg paa at faa hende i Tale, men hun vilde ikke indlede sig med ham. Efter den Tid har han ikke set hende, hvorimod han rygtevis har erfaret, at hun den 9. eller 10. October 1869 reiste til Amerika med Jens Christian Jensen Fjeldgaard.

Sagsøger har ogsaa senere fra Amerika faaet et Brev fra sin Kone, hvilke er fremlagt under Sagens Acter. Han fastholder paa det bestemteste, at hans Hustru uden hans Villie og vidende til den angivne Tid er rejst bort fra ham.

Derefter blev Christen taget i forhør af Ellen Kirstines forsvarer, prokurator Løgstrup.

Han ville vide om den mand, som Ellen Kirstine var rejst til Amerika sammen med, var den samme, som hun havde stået i utugtigt forhold. Christen kunne bekræfte, at det var en og samme person - Jens Christian.

Derefter blev Christen bedt om at redegøre for, hvor Ellen Kirstine kunne havde fået penge til rejsen fra. Hvortil Christen svarede, at han i al fald ikke havde give hende penge, men at han antog, at den mand - altså den gode Christian Fjeldgaard, som hun var rejst sammen med, havde betalt billetten.

Løgstrup var også nysgerrig efter at vide, om Christen havde fået breve fra Ellen Kirstine, hvortil Christen kunne fortælle, at ”han havde haft 2 Breve fra sin Kone, siden hun kom til Amerika. Det første Brev tilskrev hun ham kort efter hendes Ankomst til Nordamerika, men dette Brev, paa hvilket han svarede, at han ikke vilde brevmægle med hende, har han ikke kunde finde. Hun omtalte der sin Reise, men ellers indeholdt det intet af Betydenhed. Det andet Brev, han havde modtaget, er det af sin tidligere om forklarende, der er vedlagt Sagens Akter.”

Videre kunne Christen fortælle, at han til forskellige tider havde modtaget breve, dels fra sine 2 ældste børn, der i 1870 afrejste til Nordamerika, dels fra en mand ved navn Jens Andersen, i hvilke breve Ellen Kirstine var blevet omtalt. Af brevene fra børnene var de 2 tidligere nævnte fra Peder Christians breve hjem til Christen, som sagt også fremlagte i retten.

Forhøret sluttede med, at Christen kunne fortælle, Ellen Kirstine ikke tog nogle af børnene med til Amerika, og at det yngste barn, Jens Martinus nu var sat i pleje hos fremmede.

Hermed sluttede det første retsmøde. Næste møde blev berammet til den 27. november 1873.

Tingvidnemødet samme dag....

For at få sandsynliggjort, om Christen havde ret i sine påstande og om der var dækning for skilsmissebevilling inden for lovens rammer om desertion malitiosa, havde Kjelgaard indvarslet til det nævnte særskilte tingsvidneretsmøde samme dag - den 6. november 1873 -,  hvor naboerne Niels Marcussen, Nicolai Winther, Niels Peter Lund (Sindahlsen) og Jens Christian Christensen i Meisig var indstævnet.

Vidnerne blev ”formanet til Sandhed under Eds Tilbud” at svare på om de kendte sagens parter, og alle kunne bekræfte, at de kendte Christen Christensen Larsen og hans bortdragne hustru, Ellen Kirstine.

Kjelgaard, der jo ikke var mødt personligt, men havde sendt sin fuldmægtig Petersen, ville også vide, hvor lang tid de havde været naboer til Christen. Niels Peter Lund kunne ikke nøjagtig huske, hvor lang tid de havde været naboer, men det havde været en del år. De øvrige 3 kunne fortælle, at  de havde været naboer til Christen siden 1863, altså ca. 10 år. Og kunne endvidere fortælle, at Christen al den tid havde opholdt sig i Østerled.

Derefter blev de spurgt om, de var bekendt med, at Ellen Kirstine i oktober 1869 eller i al fald for over 3 år siden var rejst fra Christen - og om det var sandt, at hun efter sigende skulle være rejst til Amerika med en tredjemand.

Niels Marcussen kunne bekræfte, at det var sandt. Jens Meisig huskede ikke helt dag og måned, men at det i al fald var for over 3 år siden. Nicolai Winther og Niels Peter Lund huskede heller ikke nøjagtig tiden, men kunne begge fortælle, at det var mere end 3 år siden.

Efterfølgende blev vidnerne spurgt om, de kunne bevidne, at Ellen Kirstine ikke siden var vendt tilbage til Østerled, og om det var sandt, at hun efter rygtet stadig skulle opholde sig i Amerika. Det bekræftede de alle, var sandt.

Til spørgsmålet om Christen havde opført sig sådan over for Ellen Kirstine, at hun skulle have grund til at rejse fra ham, svarede Jens Meisig at han mangfoldige gange havde været på besøg i Østerledhus, medens Ellen Kirstine var hjemme, men havde aldrig hørt et ondt ord imellem dem. Det samme kunne Niels Peter Lund og Nicolai Winter fortælle. Niels Marcussen svarede, at Christen efter hans overbevisning ikke havde givet Ellen Kirstine anledning til hendes rømning.

Til sidst blev vidnerne spurgt, om de kunne bekræfte, at Christen både før men også efter, at Ellen Kirstine forlod ham, vedvarende havde levet anstændigt. Alle fire kunne fortælle, at de ikke havde erfaret andet end, at han havde holdt sig ærlig og vel.

Dermed sluttede tingvidnet.

Nicolai Winters og lærer Jens Peter Kappels cadeau til Christen

De mundtlige vidneforklaringer under mødet var i og for sig tilstrækkelige i sagen, men Christen havde alligevel formået Nicolai Winther og lærer Jens Peter Kappel i Østerled Skole til at udstede en skriftlig erklæring om, at han var et sædeligt menneske - denne attest blev fremlagt under det første retsmøde:

Retsmøde den 27. november 1873

Tre uger efter det første retsmøde var der igen møde i retten i Sæby. Denne gang blev ganske kort, idet Kjelgaard fremlagde vidneforklaringerne fra tingvidnemødet den 6. november og ud fra disse fremlagde han en skriftlig redegørelse, hvor han fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at Christen var berettiget til skilsmisse, alene på grund af Ellen Kirstines uberettigede bevisliggjorte rømning.

Han fandt det også tilstrækkeligt bevist, at Christen både før og efter sin hustrus rømning havde nydt stor anerkendelse blandt folk for sin ”sædelige Vandel”, og at han på ingen måder kunne have givet Ellen Kirstine anledning til at forlade ham.

Til spørgsmålet om Ellen Kirstines utroskab påpegende Kjelgaard, at det i og for sig var uden betydning, om det var bevist eller ej, fordi rømningen alene var nok til, at hans klient kunne opnå den krævede skilsmisse. - Bevis på ”horbrøden” var  formentlig derfor overflødig, mente Kjelgaard.

Til slut nedlagde han påstand om, at ægteskabet burde ophæves, og at Christen blev kendt berettiget til uden hindring, at indgå en anden ægteskabelig forbindelse. Og at Ellen Kirstine skulle pålægges ”at udrede Sagens Omkostninger - derunder 10 Rigsdaler 3 Mark 4 Skilling for Stævningens Indrykkelse i Aviserne - skadesløs eller i al Fald noget tilstrækkeligt.”

Herved blev mødet hævet..

Løgstrups forsvar af Ellen Kirstine - nyt tingvidnemøde

Ellen Kirstines forsvarer, prokurator Løgstrup havde ikke mange kort at spille med. Sagens udfald var på mange måder indlysende på forhånd, men hvis han kunne finde bevis på, at Christen på en eller anden måde havde behandlet Ellen Kirstine dårligt, havde han måske en chance for at vende sagen til hendes fordel. Spørgsmålet om de manglende rejsepengene og det, at Jens Christian mentes at have betalt billetterne, havde i den grad svækket Løgstrups forsvar af Ellen Kirstine.

Han bad derfor retten om et nyt tingvidnemøde. Foruden vidnerne fra første tingvidnemøde blev også Niels Marcussens kone, Ane Marie Madsdatter indstævnet til at give møde den 29. januar 1874 i Sæby. Det kunne jo være, at hun havde noget at fortælle, og som Ellen Kirstine havde betroet hende kvinde og kvinde imellem. Ane Marie var højst sandsynligt en af de allersidste Ellen Kirstine havde talt med inden afrejsen.

Mødet blev i midlertidig udsat 14 dage dels fordi der var sket fejl ved indvarslingen af et par af vidnerne, dels fordi Ane Marie var så syg og svag, at hun ikke kunne tage turen til Sæby.

Da man samledes igen et par uger senere - den 12. februar - var Ane Marie heller ikke denne gang mødt, men Niels Marcussen medbragte en erklæring fra 5 naboer og pastor Bang Bierring om, at hun var så svagelig, at det efter deres formening ville være ”hende en Umulighed at komme tilstede som Stævnevidne paa Sæby Raadhus, den 12. Februar d.A., - og da Niels Marcussen er en Mand i fattige Kaar, der ikke har haft Raad til at søge nogen videre Lægehjælp for sin Hustru temmelig vist uhelbredelige Svaghed, og Lægeattest saaledes vil være ham bekostelig, tage vi ikke i Betænkning paa Mandens Opfordring at medgive ham disse Linier.”  og Bang Bierring tilføjede at ” Niels Marcussens Kone er meget svagelig og vil efter mit Skjøn ikke ret vel kunne taale en Reise til Sæby.”  ( Note: Helt dødssyg måtte Ane Marie ikke have været, for hun døde først 7 år senere, den 11. november 1881 ! )

Der kom intet nyt frem under mødet, og Niels Marcussen bemærkede desuden, at hans kone, Ane Marie overfor ham havde erklæret, at hun aldrig har hørt at ”Christen Christensen har givet sit Minde til, at hans Kone rejste bort.”

Med dette forgæves forsøg på at finde argumenter til forsvar for Ellen Kirstine bad Løgstrup tingvidnet sluttet.

Retsmøde den 26. februar 1873

På et retsmøde den 26. februar fremlagde Løgstrup nu skriftligt sin argumentation og sine påstande.

Han havde iøvrigt været noget utilfreds med, at han ikke havde været lovligt indvarslet til at påhøre vidneforklaringerne under det første tingvidnemøde den 6. november, men havde ellers samtykket til afviklingen mødet, hvorfor Kjelgaard tørt havde bemærket, at han i så fald burde have tyet til en afvisningspåstand af selve mødet, hvis han ellers mente det alvorligt med den manglede indvarsling.

Kjelgaard og Løgstrup havde benyttet flere lejligheder til at strides om dette spørgsmål, men ved et skriftligt indlæg op til mødet her den 26. februar havde Løgstrup endelig lagt låg på ordkløveriet ved at slå fast, at han egentlig ikke havde nogen indsigelse mod den manglende varsling - ”uden al hensyn til Citantens utidige snak” som Løgstrup formulerede sig om Christen.

Midt i alle formaliteterne dykkede dette pudsige lille billede af Christen op: Han kunne være lidt af et snakkehoved !

Nå, men tilbage til selve sagen. Løgstrup ridsede realiteterne op, som han så dem: Desertio malitiosa - ondsindet rømning - krævede, at den ”flygtede” alene og uberettiget skulle have ophævet samlivet og forladt ægtefællen. Christen havde jo selv tidligere forklaret, at de havde været hos forligskommissæren, for at aftale vilkårene for en skilsmisse, og Løgstrup påpegede, at i og med at ægtefællerne  allerede var i skilsmisseforhandlinger, da Ellen Kirstine forlod landet, bevisliggjorde at Ellen Kirstine ikke kunne beskyldes for alene at have årsag til samlivets forlis. Ved at have været indstillet på skilsmisse havde Christen indirekte givet sin ”tilladelse” til, at Ellen Kirstine var rejst. .

Også det, at hun straks efter ankomsten til Amerika havde skrevet  til Christen, men at han havde meddelt hende, at han ikke ønskede, at de brevmæglede, talte til Ellen Kirstines forsvar, mente Løgstrup.

Han holdt derefter fast på, at det egentlig var uenighed om udbetaling af de 500 rigsdaler, som Christen skulle havde lovet, som forhindrede, at de blev enige om skilsmissebetingelser under mødet hos forligskommissionen.

Og protesterede derfor imod, at Ellen Kirstines rømning kunne betragtes som ondsindet og uberettiget, og påstod hende fortiden frifunden for tiltalen og ikke Ellen Kirstine, men derimod Christen pålagt at betale sagens omkostninger.

Med dette indlæg sluttede dette retsmøde.

Retsmøde den 19. marts 1874 - Kjelgaards forsvar af Christen

Man var nu nået til midten af marts måned og tovtrækkeriet mellem Kjelgaard og Løgstrup fortsatte.

Med et skriftligt indlæg afviste Kjelgaard rigtigheden i, at Christen skulle have lovet Ellen Kirstine penge. Det var ganske usandt - og vedkom forøvrigt ikke den nærværende sag.

Det var heller ikke rigtigt, at det skulle være uenighed om Ellen Kirstines eventuelle andel i fællesboet på 500 rigsdaler, som forhindrede en aftale om skilsmissebetingelserne. Men at det derimod udelukkende var Christens ønske om mere tid til at forsøge at rede ægteskabet, som var grunden:

Min ærede Modparts Anbringende om, at Sagsøger har lovet Indstævnte 500 Rigsdaler er urigtigt og vedkommer i al Fald ikke nærværende Sag. Det er ogsaa urigtigt, at det var Udbetaling af 500 Rigsdaler eller noget andet Beløb af Citanten som Indstævntes Boeslod, der i sin tid hindrede Foreningen om Skilsmissevilkaarene. Grunden til at Ægtefolkene hos Forligskommissionen ikke forenedes om Separationsvilkaarene, var tværtimod den, at Manden vilde, at Konen skulde leve med ham endnu i 14 Dage, for at det kunde forsøges, om den ægteskabelige Lykke ikke vilde blive gjenoprettet ifølge Citantens Forklaring og den vedlagte Erklæring fra Forligsmægler Møldrup af 11. i dennes.

Som dokumentation fremlagde Kjelgaard den nævnte erklæring fra forligsmægler Simon Møldrup:

Prokurator Kjelgaards indlæg sluttede med at gøre opmærksom på, at Niels Marcussen havde erklæret, at han var overbevist om, at Christen aldrig nogen sinde havde tilladt Ellen Kirstines bortrejse. Og måtte derfor tilbagevise Løgstrups ubeføjede information.

Allersidst afviste Kjelgaard sin modparts påstand om Ellen Kirstines frifindelse fortiden - og fandt iøvrigt formuleringen ”Frifindelse for Tiden” værende af en ganske ukendt art frifindelse i dansk retspleje.

Kjelgaard holdt fast ved sin påstand om, at Christen var berettiget til skilsmissebevilling og Ellen Kirstine dømt til at betale retssagens omkostninger. Alene udfra ”desertio malitiosa” - begrebet.

Sådan sluttede dette møde.

Dom at lide....

Torsdag, den 30. april 1874 mødte retten endelig for at afslutte sagen, og der blev afsagt dom - ikke overraskende til Christens fordel. Der er nok ingen tvivl om, at Ellen Kirstine også ønskede skilsmisse, men i selve retssagen trak hun alligevel det korteste strå, alene fordi hun var rejst uden Christens samtykke og uden lovlig grund. Spørgsmålet om de lovede 500 rigsdaler tillagde retten ingen betydning. Hun havde fortabt sin mulighed for at få dem. Christen gik sin skilsmisse med tilladelse til at gifte sig igen, og Ellen Kirstine blev derimod pålagt at betale sagens omkostninger. Retten sluttede med, at man besluttede, at processens omkostninger blev ophævet og salæret til Ellen Kirstines forsvarer betalt af det offentlig, da der nok ingen udsigt var til at man kunne få inddrevet udgifterne hos Ellen Kirstine. Alle præmisserne holdt hele retssagen igennem og den endelige dom blev afsagt og indført i domprotokollen :

År 1874, torsdag den 30. april blev inden Dronninglund Herreds ordinære ret i sagen:

                           Husmand Christen Christensen Larsen

                                                  contra

                           hans hustru Ellen Kirstine Christensen

afsagt sådan                                            Dom:

Under nærværende Sag har Citanten, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus i Dronninglund Sogn paastaaet det mellem ham og Indstævnte hans Hustru, Ellen Kirstine Christensen den 20. November 1852 indgaaet Ægteskab ophævet saaledes, at Citanten kjendes berettiget til uden Hinder at indgaa en anden ægteskabelig Forbindelse, hvilken Paastand han har begrundet paa, at Indstævnte i October Maaned 1869 uden hans Samtykke og uden lovlig Grund har forladt ham og begivet sig til Amerika. Tillige har Citanten paastaaet, Indstævnte tilsigtet at udrede sagens Omkostninger, derunder 10 Rigsdaler 3 Skilling for Stævningens Indrykkelse i Aviserne - skadesløst eller noget andet tilstrækkeligt.

Indstævnte har ikke givet Møde efter den under 7 Juli s.A. udtaget Stævning ved hvis Bekjendtgørelse, der er forholdt overeenstemmende med Forordning 1 Sep. 1838 paragraf 9, hvorimod den for hende beskikkede Sagfører, Prokurator Løgstrup har paastaaet Indstævnte frifunden for Citantens tiltale og Citanten paalagt at udrede Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager, hvorfor han har paastaaet tilkjendt Salaier.

Med sit Møde i Retten har Citanten under Eds Tilbud forklaret, at da hans Hustru som Følge af, at han, der havde Grund til at antage, at hun var ham utro, bebreidede hende dette, i 1869 forlangte Skilsmisse, mødte da til Mægling først hos vedkommende Sognepræst og derefter, i den Hensigt at vedtage Vilkaarene for Skilsmissen hos Forligscommissionen, ved hvilket sidste Møde han imidlertid ikke vilde give sit samtykke til Ægteskabets Ophævelse, idet han endnu i 14 Dage vilde prøve, om den ægteskabelige Lykke kunde genoprettes.

Efter Mødet fulgte hans Hustru ikke hjem med ham til Østerledhuus, og han erfarede ikke, hvor hun tog afsted. Nogle Dage efter saae han, at hun var hos hans Nabo, hvorfor han gjorde Forsøg paa at faa hende i Tale, men hun vilde ikke indlade sig med ham. Efter den tid har han ikke seet hende, hvorimod han rygteviis har erfaret, at hun den 9. eller 10. Octbr. 1869 er med en Trediemand reist til Amerika, hvorfra han har medtaget 2 Breve fra hende.  Citanten, der ikke har forstrakt sin Hustru med Reisepenge, har paa det Bestemteste fastholdt, at hun uden hans Vidende og Villie til den angivne Tid er reist bort fra ham. Ved et paa foranledning af Citanten den 6. Nov. s.A .optaget Tingsvidne, under hvilket 4 af hans Naboer have aflagt edeligt Vidnesbyrd, er det godtgjort, at Indstævnte for over 3 Aar siden har forladt Citanten og begivet sig bort fra Sognet, samt, at hun efter sigende er reist til Amerika med en ustævnet Trediemand.

Derfor have samtlige Vidner bekræftet, at de intet have erfaret om, at Indstævnte siden er vendt tilbage til sin Mand, at Citanten efter deres Overbevisning ikke har gjort sin Hustru Aarsag til hendes Desertion, og at de ikke have erfaret andet end, at Citanten ikke blot før, men ogsaa efterat Indstævnte forlod ham, har levet og holdt sig ærlig og vel. Et af de nævnte Vidner, Huusmand Niels Marcussen har tillige under et af Prokurator Løgstrup foranlediget Tingsvidne udsagt, at efter dets bedste Overbevisning har Citanten ingensinde givet sit Minde eller Samtykke til Indstævntes Afreise.

Til Styrke for den nedlagte Paastand om Frifindelse har Prokurator Løgstrup gjort gældende, at der ikke fra Indstævntes Side foreligger desertis malitiosa og nærmere begrundet dette med at henvise deels til Citantens Forklaring om de Mælingsforsøg, der i  sin Tid ere fortagne med Hensyn til den af Indstævnte attraaede Skilsmisse dels til, at Citanten efter hans Hustrus Ankomst til Amerika har modtaget 2 Breve fra hende, og at det af eet af disse, som er fremlagt, skal fremgaa, at Citanten har lovet hende 500 Rigsdaler.

Men lige som disse Omstændigheder - selv afseet fra, at Citanten har benægtet at have lovet Indstævnte 500 Mark - ikke skjønnes i og for sig at kunne tillægges nogen afgørende Betydning, saaledes maae der ved Citanten forberørte Forklaring i Forbindelse med Vidnernes Udsagn ansees tilveiebragt, at efter Omstændighederne tilstrækkelig Beviis for, at Indstævnte uden skjellig Aarsag og uden Samtykke af hendes Mand har forladt denne for over 3 Aar siden. Da Citanten nu tillige med Vidneforklaringerne saa vel som ved en af tvende paalidelige Mænd udstedt Attest har godtgjort, at han siden Indstævnte forlod ham, har ført en sædelig Vandel, vil hans Paastand om Ægteskabets Ophævelse i medfør af Lov 3-16-15-2 No.1  - være at tage til følge.

Processens Omkostninger findes efter Omstændighederen at burde ophæves og vil det Indstævntes beskikkende Sagfører, Prokurator Løgstrup, hvis Sagførelse har været forsvarlig, tilkommende Salair, der bestemmes til 10 Mark, være at udrede af det Offentlige.

Overtrædelse af Lovgivningen om det stemplede Papirs Brug har under Sagen ikke fundet Sted.

Thi kendes for Ret:

Det imellem Citanten, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus, Dronninglund Sogn og Indstævnte hans Hustru Ellen Kirstine Christensen indgangne Ægteskab bør være ophævet, saaledes, at det ikke skal være Citanten til Hinder for Indgåelse af andet Ægteskab.

Processens Omkostninger ophæves

I Salair tillægges Prokurator Løgstrup 10 Rdl. af det Offentlige

Christen var nu en fri mand og intet kunne nu forhindre ham i at finde sig en ny kone. I 1877 giftede han sig således med gårdmandsenken Ane Margrethe Jensdatter på Lemb Mark i Hellevad sogn, og han og den nu efterhånden 9-årige Jens Martinus flyttede derefter ind på gården hos Ane Margrethe og hendes yngste søn, Ingvardt.