Fortællinger fra Vendsyssel

Efterretninger fra Nebraska

Copyright © 2010, Søren Chr. Bentzen, Alle rettigheder forbeholdes

Af Søren Chr. Bentzen, Sommeren 2010

Med til den fjeldgaardske familiekrønike - eller drama om man vil - hører tre private breve fra 1871-72, som befinder sig på Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg.

To af brevene er skrevet af Peder Christian Christensen hjem til faderen, Christen Christensen (Larsen) i Østerled i Dronninglund sogn. Hans forældre var skiltes i 1869 og hans mor, Ellen Kirstine rejste med min tipoldefar, Jens Christian Fjeldgaard til Nebraska. Det kom der megen opstandelse og ustand ud af. 

Ellen Kirstine rejste fra sine tre børn, Peder Christian, Christiane og den lille Jens Martinus på blot 1 år. Året efter i 1870 rejste de to ældste over til deres mor, hvorimod Jens Martinus blev hjemme, og Ellen Kirstine genså ham aldrig.

Det tredje brev er skrevet af selveste Ellen Kirstine Christensen, men ikke egenhændig. Hun havde nok været for oprevet til selv at føre pennen og formulere sit erinde.

 I korthed handler hendes brev om penge, som hun mente at være berettiget til. Parterne havde ligget i skilsmisseforhandlinger og det havde været aftalt, at der til hende skulle erlægges 500 rigsdaler, men på grund af rømmingen og flugten fik hun dem ikke med sig. Et par år efter ankomsten til USA havde hun fået tilladelse til at tage 80 acres nybyggerjord i besiddelse i Saunders county syd for Platte River i Nebraska og sikkert i desperation over ikke at have midler til komme ordentligt igang med opbygningen af sit "homestead" skriver hun dette harmdirrende brev.

Peder Christians breve kredser også om dette emne. Og han mere end antyder, at han ikke bifaldt sin moders handlinger. Rømningen fra hjemmet i Østerled optog selvsagt den unge søn, men det må heller ikke undlades at fremføre, at hun ikke var kommet helt ærligt til sit nybyggersted i sommeren 1871, idet hun aflagde ed på, at hun var enke for at gå tilladelsen til ibrugtagning af stedet. Som gift kvinde kunne hun iflg. loven ikke bliver selvstændig nybygger - og begik mened for at få gennemført sit forehavende. Jeg vil ikke uddybe dramaet yderligere her, men lade Peder Christian og Ellen Kirstine selv fortælle: 

Kjære Fader                                                     Fremont, d. 2. Juli 1871 

Da det nu er saa lang Tid siden, jeg modtog Brev fra Eder, vil jeg idag tilsende Eder et par Linier. Det første Gode, jeg har at tilmelde Eder er, at jeg har Helsen, og det kan jeg aldrig helt takke den gode Gud for her i et fremmed Land og saa vanskelig et Klima.

Hvorfor jeg i saa lang tid ikke har sendt Eder nogen Brev er, fordi jeg har været ved den gode Christian Fjeldgaard og Moder. Jeg har været der hele Vinteren og i Foraaret til den 15. Juni. I Vinter gik jeg og passede hans Kreaturer og kørte i Skoven og hentede Brænde til 2 Aar, og naar det var streng Vejr, saa bar jeg Vand op til baade Heste og Kreaturer, og han var saa doven, at han ikke kunde komme ud og see til dem, men hans Bestilling var for det meste at spaa, men jeg tror ikke, det betaler sig godt for ham.

Fra 15. Marts til Maidag kunde jeg have faaet Løn andre Steder, men jeg fik ikke en eneste Cent, men han syntes, det kunde godt betale sig for mig at arbeide for Føden. Saa accorderede jeg med ham om at brække 30 acre og plante med Majskorn.

Det var min Bestræbelse hele Tiden at hjælpe dem til at komme op efter og blive anselige Folk hertillands, men da jeg mærkede at min Bestræbelse var forgæves, saa besluttede jeg at bryde af.

Saa kom jeg til Jens Andersen den 15. Juni, og jeg skal have 65 Dollars til den 15. November, men der kan jo ikke blive meget mere end til Klæder, fordi jeg har ingen. Jeg skal hilse fra Jens Andersen og hans Kone. De har det meget godt. De har 4 Heste og 7 Fækreaturer, og det er lige tæt ved Byen og Banestationen.

Sidst jeg talte med Moder var det hendes Begjæring, at jeg skulde skrive til Eder, men det var ikke hendes Mening, at jeg skulde skrive, at hun har bekommet sig en lille Pige. Det skete Skjærtorsdag Aften, og hendes Barselseng var i en Jordhytte, som var næppe saa god som en Kartoffelhytte, og det var et strengt Veir i disse Dage med Snestorm. Jeg troede ikke i Danmark, at Moder havde været kommet i en saadan Barselseng, og hun maa nu selv bekjende, at hun havde det for godt i Danmark.

Hendes Stilling er nu saa simpel, at jeg ikke vil beskrive den, og hun vil heller ikke kunde blive ved at udholde i denne Stilling. Men hun tror jo, at de 500 Rigsdaler, som hun siger, at I har lovet hende, kan faaes af Eder, men dertil har hun jo ikke opført sig til, at de med Ret kan komme hende til Gode, naar I ikke vil af Naade give hende dem. Dersom I, kjære Fader, vil give hende de 500 Rigsdaler, da vil jeg hjælpe hende ud af hendes Stilling - at faa hende til at blive til  et Menneske igjen.

Der var en Mand velbekjendt men ubenævnt, som skrev til den søde Christian om at faa hendes Fuldmagt, og saa ville han søge Proces mod Eder om de 500 Rigsdaler, men hun ville ikke give fuldmagt dertil. Den, som har dette velbekendte Navn, tror nok de kan gjøre, hvad de vil.

Jeg har i lang Tid ikke talt med Christiane, men hun tjener en Amerikaner imellem Waaho og Eisland - det er 16 Mil her fra Byen.

Nu I endelig hilse Lars Mikkelsen og Faster og lille Jens. I Agtelse, kærlig Hilsen fra Eders hengivne Søn,  Peter Christian

Naar I  adresserer til mig, kan I skrive:

Peter Christian Christensen

Fremont, Nebraska, Nordt Amerika

Box 73

  Kjære Fader                                  Fremont, d. 4/2 1872 

  Jeg takker Eder for Eders kærkomne Breve, som jeg med glæde modtog d. 30. Januar, og hvoraf jeg seer, at I har Helsen, og dette gode kan jeg gudskelov ogsaa tilmelde Eder igjen.

I maa ikke fortryde paa, kjære Fader, at jeg ikke har givet Eder nogen fuldstændig Underretning om min Stilling, fordi jeg ikke før nu for haft nogen rigtig Stilling her i Amerika, som har tilfredsstillet mig. Dels fordi mit Helbred har slaaet Feil, og dels fordi Hr. Christian har bedraget mig saa meget. Men nu er han vis paa, at han ikke bedrager mig mere.

I skriver, kjære Fader, at vi ikke har nogen Børnehjerter for Eder, men det er rigtig nok ikke Tilfælde hos mig. Thi jeg tænker tit og ofte paa min saa langt fraværende kjære Fader, og jeg mener, jeg vil komme Hjem og se Eder og lille Broder endnu engang, hvis det er Guds Vilje.

Jeg kan tilmelde Eder, kjære Fader, at det gaar mig godt i min Lære, og jeg har god Kost og Logi, og min Mester siger, at han er godt fornøiet med mig, og han gjør sig ogsaa Flid for at lære mig og giver mig undertiden Drikkepenge.

Ved hvad det Engelske Sprog angaaer, kan jeg forstaa og tale omtrent ligesaa godt som Dansk, og jeg kan ogsaa begynde at forstaa og tale lidt Tydsk, fordi min Mester og hans Kone og den ene Svend er Tydske. Og jeg kan snart sye et par Støvler paa egen Haand. Ved hvad Arbeidet angaaer, er det baade fint og grovt. Et par fine Støvler koster fra 10 til 18 Dollars og andre Arbeidsstøvler fra 4 til 9 Dollars.

Jeg kan lade Eder vide, at Christiane er ved Christian endnu, men  ikke at de vil kunne forliges ret længe, fordi hendes Penge er vist snart (forbi), fordi Christian ikke vil bestille noget, og den lille Søster kan jo ikke være bange.

I skriver, at Christianes Brev ikke var noget nyt, som kunde interesserer Eder, og det jeg nok mene, fordi Christian vil nok bedrage, fordi han vil bedrage enhver, om han kan, og jeg kan ikke tro andet end, at han vil bedrage hende ogsaa.

De 500 Rigsdaler, som I skriver om at komme os tilgode - det kan jeg ikke indse, at de kan komme os tilgode, men det er ogsaa lige meget, fordi jeg kan ved Guds Hjælp ernære mig alligevel.

Men jeg vil ikke raade Eder hverken fra eller til, fordi hun vil vist ikke forlade hendes Christian, og jeg har prøvet nok paa at faa hende fra ham.

Sluttelig være I hilset fra mig, Eders hengivne Søn.

 Peder C. Christensen

Hils min lille Broder og Lars Mikkelsen og Familie fra mig.

Fremont, Nebraska i Nord Amerika, den 13 Dec. 1871

Christen Christensen !

Da jeg nu ved med Bestemthed, at du har solgt Eiendommen og faaet Pengene derfor, men du hidindtil endnu har forsømt at tilsende mig den Part, som vi kom overens om, skulde tilhøre mig, saa tager jeg nu denne Leilighed, herved at opfordre dig, at tilsende foruden Ophold de 500 Rigsdaler, som du lovede at udbetale mig som min part af Eiendommen. Du maa erindre, at du indgik paa disse Betingelser i Pastor Bjerrings Paahør.

Du maa ogsaa huske paa, at der er andre Mænd - saadan som Niels Markussen og Hans Frederik Brygger, som ved det samme, og som kjender dine Forhold der, ligesom dig selv.

Du maa ogsaa huske paa, at jeg ikke er saa langt borte, at jeg jo kan faa at vide dine Foretagender og Opførsel, og da, som du ved, at jeg har Retten paa min Side, saa haaber jeg, at du ikke vil udhale med at sende mig den lille Part af det, som jeg selv har arbejdet for saavel som dig, saa at jeg derved skal blive tvungen til at gjøre dig den Besvær og Omkostning, at have det inddreven igjennem Rettens Hænder, hvilket jeg sikkert skal gjøre.

Derfor gaa straks til Lars Mikkelsen og faa Pengene, og send dem til mig, eller jeg skal sørge for, at baade du og han skal komme til at gjøre Rede for, hvorfor at du har overleveret Pengene til ham foruden nogen Obligation eller Papirer af nogen slags.

Jeg haaber, at du vil se din egen Fordel i at undgaa disse Ubehageligheder.

Husk paa dine egne Forhold til en vis Person i de senere Aar. Opfyld dit Løfte, giv mig det lidet, som jeg forlanger og med Ret tilkommer, og undgaa Omstændigheder.

Send det i en Draft  til Jens Andersen, Fremont, Nebraska.

Ellen Kjerstine Christensen